Den danske brancheforening for sikring og sikkerhed
Date:december 12, 2017

Finanslovsaftale åbner for fradrag for tyverialarm

BoligJobordningen udvides i 2018, så danskerne også kan få fradrag for installation af tyverialarm. SikkerhedsBranchen glæder sig over udviklingen.

Regeringen og Dansk Folkeparti indgik fredag aften en finanslovsaftale for 2018. I den bliver et mangeårigt ønske i SikkerhedsBranchen opfyldt: Sikring bliver en del af BoligJobordningen. For at være helt præcis er det installation af tyverialarm, danskerne nu kan få fradrag for. Det sker for at øge trygheden i danske hjem, og det er et vigtigt skridt, fortæller direktør i SikkerhedsBranchen, Kasper Skov-Mikkelsen: ”Sikring forebygger indbrud, men danskerne er desværre virkelig dårlige til at sikre sig. Derfor er et økonomisk puf i form af et fradrag et vigtigt initiativ, der virkelig kan øge danskernes tryghed,” fastslår han.

Allerede i oktober forklarede Kasper Skov-Mikkelsen sammen med Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby, hvordan en udvidelse af BoligJobordningen vil styrke danskernes tryghed. Det skete i et debatindlæg i Jyllands-Posten, hvor de blandt andet skrev:

”Vi ved fra vores nabolande, at indbrudssikring virker, for når borgerne sikrer sig, går indbrudstallene ned, og trygheden går op. Samtidig får vores travle politi bedre tid til andre opgaver. Alt det kan vi vel at mærke opnå uden ”højsikringstilstande”, for faktisk er det ofte blot en udskiftet lås, fastlimede ruder eller en god alarm, der skal til at holde indbrudstyven ude. Indbrudssikring er altså sund fornuft, men danskerne har brug for et venligt puf – en økonomisk gulerod – for at komme i gang. Et puf fra det populære håndværkerfradrag. Det kræver kun en beskeden investering fra staten – ca. 20 mio. kr. om året – og giver stor effekt med en høj grad af frihed for danskerne.”

Finansloven afventer nu Folketingets behandling. Fradraget vil kun dække lønudgiften til alarminstallatøren. Læs mere om finanslovsaftalen her.

(12. december 2017)