Pressemeddelelse

Tv-overvågning stopper kriminalitet



 Tv-overvågning er effektivt til at forebygge og stoppe kriminalitet, siger SikkerhedsBranchen.

 

”Når Københavns Politi opgiver at udbygge tv-overvågningen i det indre København på grund af manglende udbytte, er det tilsyneladende fordi kameraerne ikke bruges aktivt, som kollegerne i Aalborg gør. I Aalborg siger politiet, at det er glad for kameraerne. At bruge overvågningen aktivt betyder, at man reagerer, mens lovovertrædelsen sker. Når det sker konsekvent, rygtes det hos de kriminelle, og så ender det med, at nogle af de fulde og gale får ind i underbevidstheden, at tv-overvågning betyder en stor risiko for opdagelse, som vi kan se, det sker i de belastede boligområder” siger direktør Kasper Skov-Mikkelsen, SikkerhedsBranchen.

 

”Men selv om man ikke bruger overvågningen aktivt, men først ser på billederne efter at forbrydelsen er sket, betyder tv-overvågning, at man ofte fanger forbryderen. Det var faktisk på den måde, man afslørede gerningsmanden til drabet på den unge mand, der i sin tid var årsagen til, at overvågningen på Strøget i København blev besluttet. Man fandt den pågældende på overvågningsbilleder fra forretninger ved drabsstedet,” siger direktør Kasper Skov-Mikkelsen.

 

Tv-overvågning har også vist sig at være en effektiv måde at forebygge butikstyverier, hærværk og ildspåsættelse på.

 

”Skoler og boligforeninger oplever, at hærværket falder voldsomt, når der sættes overvågningskameraer op. Det er faktisk så effektivt, at det er et problem for naboområder uden tv-overvågning, fordi hærværksfolkene flytter derud,” siger direktør Kasper Skov-Mikkelsen.

 

(Uddybende kommentar hos direktør Kasper Skov-Mikkelsen – tlf. 40 41 79 20)

(13.08.2012.)