Gågade-vagt

Orientering om reglerne for gågade-vagt.

Til alle medlemmer af vagtudvalget

 

Vagtvirksomheder, der tilbyder ”gågade-vagt” eller vagt i boligområder dukker mere og mere op i billedet af vagtbranchen. Ikke mindst her op mod jul er der mange handelsstandsforeninger, der er interesserede i vagt. Vi har derfor på vagtudvalgsledelsens foranledning haft kontakt til Rigspolitiets juridiske afdelinger for at få præciseret reglerne, som findes i Vagtlovens § 6 og bekendtgørelsens § 4 om vagt på steder med almindelig adgang.

 

Som udgangspunkt er vagt eller ”patruljering” på steder med almindelig adgang forbudt. Så længe der er tale om lokaler, altså private butikker, ejendomme m.v. kan man få tilladelse af det stedlige politi. Man kan endda en gang for alle have det som en del af ens autorisation. I de tilfælde behøver man ikke søge, hver gang man får en ny butik eller lignende som kunde, så er det en del af det man er autoriseret til.

 

Forbuddet mod at patruljere, hvor der er almindelig færdsel, er derimod absolut. Man kan i helt særlige tilfælde få politiets tilladelse, men det fremgår af forarbejderne til loven, at den som udgangspunkt ikke bør gives. Vagten må gerne bevæge sig fra en kunde til en anden i gågaden eller i grundejerforeningen. Hvis man undervejs støder på noget kriminelt eller lignende, har man som sædvanlig de samme muligheder i henhold til retsplejeloven som alle andre borgere.

 

Men man må ikke tilbyde eller levere vagt i gågaden som produkt, ej heller bruge det som begreb i sin markedsføring. Gågade-vagt og lignende findes ikke. Man har aftale med en række butikker man leverer vagt i. Ude på gaden er man ikke vagt, men en almindelig borger, der bevæger sig fra butik til butik. Medmindre man har en af de meget sjældne tilladelser fra det stedlige politi.

 

Vi har nu fået præciseret, at man både kan indgå aftaler i en gågade eller grundejerforening med de enkelte butikker eller boligejere og med handelsstandsforeningen eller grundejerforeningen. Det skal blot fremgå af aftalen, hvilke butikker eller hvilke boliger aftalen omfatter, hvis den er indgået med en forening. Det er jo stadig vagt i den enkelte butik eller ejendom man leverer, man kan ikke patruljere på (gå)gaden. Det er en myndighedsopgave.

 

Vi har indgået den aftale med rigspolitiet, at hvis vi møder vagtvirksomheder, der reklamerer med gågadevagt eller lignende, så meddeler vi dem det. De vil herefter kontakte det enkelte vagtselskab og/eller det stedlige politi med henblik på at det få det bragt til ophør. På samme måde vil de henvende sig til handelsstandsforeninger, grundejerforeninger eller andre, der reklamerer med vagt i (gå)gaden.

 

 

Med venlig hilsen

 

Kasper Skov-Mikkelsen

 

(2. november 2010.)