Den danske brancheforening for sikring og sikkerhed

SikkerhedsBranchen opretter udvalg med fokus på brandporte

SikkerhedsBranchen – Den Danske Brancheforening for Sikkerhed og Sikring har oprettet et nyt fagudvalg, som nu er en del af foreningens udvalgsstruktur. Det nye udvalg skal beskæftige sig med blandt andet brandporte og røgbarrierer, og har allerede en lang række punkter på arbejdsplanen.

På foranledning fra diverse aktører fra branchen har SikkerhedsBranchen oprettet et fagudvalg, der nu bliver en del af foreningens udvalgsstruktur. Det nye fagudvalg, der vil gå under navnet ”Brandporte”, kommer til at beskæftige sig med brandporte, røggardiner, udvendigt hængslede branddøre, brandjalousier med mere.

”Vi er glade for den lille ny, og det betyder, at vi fremover vil have større fokus på disse væsentlige elementer i brandsikring i Danmark. Vi har etableret fagudvalget, fordi væsentlige aktører har efterspurgt et forum, hvor de kan diskutere de udfordringer, der er i forbindelse med salg, installation og service”, siger Kasper Skov-Mikkelsen, der er direktør i SikkerhedsBranchen.

”Brandporte, røggardiner og så videre er en vigtig del af brandsikringen i bygninger, og det passer godt ind i de andre brandområder, som vi i SikkerhedsBranchen beskæftiger os med, som for eksempel passiv brandsikring og automatisk brandventilation” fortsætter SikkerhedsBranchen direktør.

Der har netop været stiftende møde i udvalget, og her udarbejdede den netop valgte fagudvalgsledelse en arbejdsplan, som der skal arbejdes med i samarbejde med SikkerhedsBranchens sekretariat.

”Det første vi tager hul på i fagudvalget, er de arbejdspunkter, som vi i fællesskab har fundet frem til heriblandt det politiske arbejde, bygningsreglementet og en certificeringsordning”, fortæller chefkonsulent i SikkerhedsBranchen og tovholder på udvalget Sven Urban Hansen.

Både eksisterende medlemmer af SikkerhedsBranchen og nye medlemmer af brancheorganisationen er trådt ind i udvalget.

”Der er ingen tvivl om, at udvalgsarbejdet kan være med til at gøre en forskel i forhold til kvaliteten af brandsikring i Danmark, og det vil være til gavn for danske virksomheder, forsikringsbranchen og ikke mindst branchen selv”, pointerer Kasper Skov-Mikkelsen.

Vil du vide mere? Så er du velkommen til at kontakte:

Kasper Skov-Mikkelsen
Direktør, SikkerhedsBranchen
Tlf.: 4041 7920

Sven Urban Hansen
Chefkonsulent, SikkerhedsBranchen
Tlf.: 4027 6080