Den danske brancheforening for sikring og sikkerhed
Date:december 12, 2017

TV-overvågning i finanslovsaftale

Finanslovsaftalen mellem Regeringen og Dansk Folkeparti indeholder en række tiltag, der skal styrke Politiet – herunder en pulje til ekstra tv-overvågning, der skal skabe tryghed på urolige steder.

Politiet får penge til at etablere tv-overvågning på ca. 50 steder, hvor der ”jævnligt opstår episoder med vold og uro,” som der står i aftalen. Det vil særligt være steder med bandeuro eller lignende.

SikkerhedsBranchens direktør, Kasper Skov-Mikkelsen, bekræfter at tv-overvågning kan virke tryghedsfremmende: ”Især i områder, der er plaget af uro, er det rart for de lovlydige borgere at der er digitale øjne, der kan hjælpe Politiet med at dokumentere og efterforske ubehagelige hændelser,” fortæller han.

Der afsættes 3 mio. kr. i 2018, 2 mio. kr. årligt i 2019-2020 og 1 mio. kr. årligt fra 2021 og frem til formålet. Finansloven afventer nu Folketingets behandling. Læs mere om finanslovsaftalen her.

(12. december 2017)