Sikkerhedsdagen
Hvert år er SikkerhedsBranchen i samarbejde med Vagt- og Sikkerhedsindustrien vært for Sikkerhedsdagen.
Vi tager aktuelle emner op, når vi inviterer medlemmer, samarbejdspartnere, myndigheder og politikere til en dag fyldt med inspiration og interessante oplægsholdere.
Tidligere har vi sat fokus på sikring i en elektronisk tidsalder, terrorsikring i det offentlige rum, samspillet mellem IT-sikkerhed og klassisk sikring, snitfladerne mellem sikkerhedsbranchen og myndighederne, og hvordan vi håndterer fremtidens udfordringer.
Herunder kan du se programmet for Sikkerhedsdagen 2026.
Sikkerhedsdagen 2026
Kritisk infrastruktur: Når nye risici bliver til krav om sikkerhed
Hvad efterspørger virksomheder og myndigheder med ansvar for kritisk infrastruktur?
Den sikkerhedspolitiske situation i Europa har ændret sig markant de seneste år. Geopolitiske spændinger, trusler mod kritisk infrastruktur og øgede krav til samfundets robusthed har sat sikkerhed højt på dagsordenen i både private virksomheder og hos myndighederne. Samtidig udvikler nye teknologier sig hastigt og åbner nye muligheder for at forebygge, overvåge og håndtere trusler.
Men hvilke udfordringer fylder hos dem, der står med ansvaret i hverdagen? Og hvilke krav stiller de til fremtidens sikkerhedsløsninger?
På Sikkerhedsdagen 2026 sætter vi kundernes perspektiv i centrum. Virksomheder og myndigheder med ansvar for kritisk infrastruktur deler deres erfaringer med et ændret risiko- og trusselsbillede og giver deres bud på, hvilke krav det skaber til sikkerhed, beredskab og nye teknologiske løsninger.
Sikkerhedsdagen er en mulighed for at høre direkte fra kunderne, få indsigt i de tendenser, der former efterspørgslen, og drøfte, hvordan ny teknologi kan bidrage til at løse morgendagens udfordringer. Samtidig sætter dagen fokus på, hvordan sikkerhedsvirksomhederne bedst kan bidrage til at beskytte kritisk infrastruktur og styrke samfundets robusthed.
Vi glæder os til en dag med perspektiver, erfaringer og dialog om, hvordan nye risici, nye teknologier og nye forventninger former fremtidens sikkerhedsløsninger.
Dagens vært og moderator bliver Tine Gøtzsche, som binder programmet skarpt sammen og udfordrer oplægsholderne på de svære spørgsmål.
Programmet bliver løbende opdateret. Vi tager desuden forbehold for ændringer i programmet.
Der er tilmeldingsfrist til arrangementet onsdag 4. november.

























