Dato
Torsdag 21. maj 2026
Tid
08.45-17.00
Sted
Comwell Roskilde, Vestre Kirkevej 12, 4000 Roskilde

Login for tilmelding til Foreningsdagen 2026

Foreningsdagen

Den tredje torsdag i maj hvert år finder Foreningsdagen sted. Foreningsdagen er en begivenhed, hvor vi byder alle medlemmer inden for til en dag fyldt med spændende møder, inspirerende oplæg fra dygtige oplægsholdere og tid til netværk med andre fra branchen. Det er også denne dag, at vi holder medlemsmøder i vores syv stående udvalg, hvor udvalgene vedtager arbejdsplanen for det kommende foreningsår. Derudover finder den årlige generalforsamling også sted, hvor der er valg til bestyrelsen.

I 2026 finder Foreningsdagen sted torsdag 21. maj. Programoversigt fremgår herunder.  

Det praktiske:

Check-in til værelserne er fra kl. 15.00, og check-ud er senest kl. 10.00.

Parkering

Der er et stort parkeringsområde ved Comwell, og parkering er gratis. Der findes Clever-ladestationer til elbiler, men husk at medbringe egne ladekabler. Opladning betales via Clever-appen, som skal være downloadet på forhånd.

Kan du ikke deltage alligevel?

Tilmelder du dig middag/og eller overnatning, men alligevel ikke ønsker dette, skal du give besked ved at kontakte sekretariatet på info@sikkerhedsbranchen.dk senest fredag 15. maj 2026. Derefter er tilmelding bindende.

Dagens program:

Kl. 08.45-10.00: Indskrivning, velkomst og kaffe/brød


Kl. 10.00-11.00:
Medlemsmøder: 
Rådgiver, Brand og IT-sikkerhed
Temamøde:
Droner

  • Oplægsholder: Jan Dorn Johansson, CCO i Small Arms Industries ApS.
  • Omdrejningspunktet for Jan Dorn Johanssons oplæg er kapabiliteterne i forskelligt droneudstyr. Vi kan detektere droner, men hvordan håndterer vi og ikke mindst bekæmper vi droner?

Kl. 11.00-11.30: Pause


Kl. 11.30-12.30:
Medlemsmøder:
Mekanisk sikring og TVO
Temamøder:
Strategioplæg og Trump-fri computer?

Udmøntningen af SikkerhedsBranchens strategi 2026

  • Oplægsholder: Kasper Skov-Mikkelsen, direktør i SikkerhedsBranchen.
  • Kasper Skov-Mikkelsen præsenterer foreningens strategi for 2026. Hvad beskæftiger vi os med, og hvad kommer der ud af det? Du får desuden en kort introduktion til nogle af de mange projekter og vejledninger, som SikkerhedsBranchen barsler med i løbet af året.

Trump-fri computer?

  • Oplægsholder: Tobias Fonsmark, direktør i Semaphor.
  • Digital suverænitet står højt på EU’s agenda, da vi er dybt afhængige af amerikansk software – software, som USA i princippet kan slukke for eller lukke os ude af. Men findes der egentlig alternativer og virker de? Semaphors Tobias Fonsmark har arbejdet professionelt med open source software i 25 år og gennemgår hvorfor man både kan og bør skifte væk fra det amerikanske. 

Kl. 12.30-13.30: Frokost


Kl. 13.30-14.30:
Medlemsmøder:
AIA/ADK og Vagt
Temamøder:
Hybride trusler og Passiv brand

Hybride trusler

  • Oplægsholder: Peter Viggo Jakobsen, ph.d. i international politik og lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet.
  • Peter Viggo Jakobsen var i 2025 den mest citerede ekspert i de danske medier med ikke mindre end 1.361 citater. På Foreningsdagen vil han fortælle om den geopolitiske situation, hybride trusler og ikke mindst, hvordan det påvirker vores branche.

Passiv brandsikring: Projektering og udførelse

  • Oplægsholder: Tom Abildgaard, formand for SikkerhedsBranchens udvalg for passiv brandsikring og adm. direktør i Scandi Supply A/S og Benjamin Falkentoft, teknisk direktør i BS Brandsikring.
  • Med passiv brandsikring som det overordnede emne, sætter Tom Abildgaard blandt andet fokus på stål, gennemføringer og brandfuger med udgangspunkt i SikkerhedsBranchens vejledninger. Derudover giver Benjamin Falkentoft et indblik i, hvordan arbejdet konkret skal udføres og dokumenteres.

Kl. 14.30-15.00: Pause


Kl. 15.00-16.00:
Temamøde:
AI-oplæg

Bliv skarpere på arbejdet – udnyt teknologierne korrekt

  • Oplægsholder: David Guldager, tech-journalist, AI-ekspert og rådgiver.
  • Med praksisnære analyser fortæller David Guldager om teknologiske trends herunder kunstig intelligens. I vil se eksempler på, hvordan andre firmaer bruger data og IoT til at forbedre deres virke, og ikke mindst hvordan XR (Extended Reality) vil ændre måden, vi arbejder på.

Kl. 16.00-16.15: Pause


Kl. 16.15-17.00: Generalforsamling


Kl. 17.00-18.30: Fri leg


Kl. 18.30: Middag

Vi tager forbehold for ændringer i programmet

OPLÆGSHOLDERE

Tidligere foreningsdage

Som en service for vores medlemmer samler vi hvert år materiale fra Foreningsdagen. Herunder finder du foreningsformandens årlige beretning, referatet fra generalforsamlingen samt præsentationen fra generalforsamlingen inklusiv regnskab. Derudover samler vi materiale i form af præsentationer fra Foreningdagens forskellige temamøder. 

Formandstalerne fra de stående udvalg og fagudvalgene er tilgængelig under de enkelte udvalg