Så er det nu, du skal tilmelde dig Foreningsdagen – SikkerhedsBranchens årlige festdag, der i år finder sted torsdag 16. maj på Klarskovgaard i Korsør. Her inviterer vi alle foreningens medlemmer til en dag med medlemsmøder, temamøder, generalforsamling, netværk og festlig komsammen.
De seks stående udvalg (Udvalget for mekanisk sikring, Brandudvalget, Rådgiverudvalget, AIA/ADK-udvalget, Vagtudvalget og TVO-udvalget) afholder medlemsmøder, hvor alle med interesse i udvalget kan være med til at bestemme, hvordan arbejdsplanen skal se ud for det kommende foreningsår, ligesom der også er valg til udvalgsledelsen. Det er altså her, at du har mulighed for at stille din ekspertise til rådighed, og hvor du kan være med til at afgøre retningen for foreningen og vores videre arbejde.
Derudover vil der være seks forskellige temamøder og et fælles temamøde, som alle tager udgangspunkt i emner, som medlemmer af SikkerhedsBranchen har ønsket, vi lægger vægt på. Vi inviterer dygtige oplægsholdere til at fortælle om netop disse emner.
Sidst men ikke mindst består det formelle program af den årlige generalforsamling, hvor formand Ole Knudsen aflægger beretning om årets gang, hvorefter der er valg til bestyrelsen.
Som altid har vi sørget for, at der i løbet af dagen og ved middagen og den efterfølgende fest er rig mulighed for at netværke med kolleger fra branchen.
Vi udsender løbende informationer om Foreningsdagen, så hold øje med din indbakke frem til Foreningsdagen – du kan også finde information på vores hjemmeside under Foreningsdagen.