Den danske brancheforening for sikring og sikkerhed
Date:november 17, 2015

Mindst 500.000 overvågningskameraer i Danmark

Der er flere overvågningskameraer i Danmark end hidtil antaget, siger SikkerhedsBranchen.

”For et par år siden anslog vi, at der måske var 350.000 overvågningskameraer. Tallet er nu mindst 400.000 overvågningskameraer i butikker og andre virksomheder, på togstationer, på kommunale bygninger, i større boligbyggerier og andre steder i det offentlige rum,” siger direktør Kasper Skov-Mikkelsen, SikkerhedsBranchen.

”Hertil kommer 100.000 overvågningskameraer i beboelser, typisk parcelhuse. Nogle af disse kameraer er opsat af professionelle firmaer, men rigtig mange af dem har boligejeren købt i et byggemarked eller importeret via internettet og derefter selv sat op. Dette privatindkøb og –import har et betydelig større omfang end vi tidligere formodede,” siger direktør Kasper Skov-Mikkelsen.

De mange privatopsatte overvågningskameraer bekymrer i branchen.

”I det offentlige rum ser vi mange overtrædelser af lovgivningen, også hos store anlægsejere som kommuner, der nemt kunne sørge for, at de overholdt lov om tv-overvågning. Jeg tror, det er meget værre med de privatopsatte kameraer. Mange af dem overvåger offentlig vej og dele af naboens have og hus, og det er ulovligt, men folk ved det ikke, for de kender ikke lovgivningen,” siger direktør Kasper Skov-Mikkelsen, der opfordrer til en offentlig kampagne for at gøre reglerne mere kendt.

”Det er anlægsejeren, altså ejeren af kameraerne, der har ansvaret for, at lovgivningen bliver overholdt, men hvordan skulle almindelige mennesker finde ud af reglerne, når selv store kommuner ikke kan finde ud af at overholde loven?” siger direktør Kasper Skov-Mikkelsen, der også mener, at Folketinget bør samle reglerne om tv-overvågning i en enkelt, overskuelig lov. I dag er bestemmelserne spredt i flere love.

 (Uddybende kommentar hos direktør Kasper Skov-Mikkelsen – tlf. 40 41 79 20)
(27.09.2013.)