Log ind for at tilmelde dig
Seminar: Hackerseminar
Hvad laver en hacker egentlig? Og hvordan ser det ud, når en hacker finder vej ind et sted, der ellers burde være lukket land?
På opfordring fra SikkerhedsBranchens IT-sikkerhedsudvalg sætter vi nu fokus på hackere og deres arbejde ved at invitere til et seminar, hvor dygtige oplægsholdere vil gøre os klogere på emnet.
I løbet af dagen vil der også være sat tid af til, at du kan netværke med de øvrige medlemmer af foreningen.
Der er begrænsede antal pladser – så hvis du vil sikre dig én, er det en god idé at tilmelde dig med det samme. Pladserne besættes efter først-til-mølle-princippet.
Det er gratis at deltage, men der vil være et ”no show-fee”. Det betyder, at hvis du melder dig til arrangementet, men alligevel ikke dukker op på dagen, vil vi opkræve et beløb på kr. 500,-.
Det får du ud af at deltage:
- Du får indblik i, hvordan hackere arbejder, og hvordan hacking kan påvirke sikkerhedsbranchen.
- Du får ny viden om cybertrusler og konkrete eksempler på hacking i praksis.
- Du får mulighed for at netværke med andre medlemmer af SikkerhedsBranchen.
Dagens foreløbige program:
Kl. 12.00-12:30: Ankomst og let frokost, inden oplægsholderne indtager scenen
Kl. 12.30-13:30: Hvad laver hackere?
/Henrik Kramselund, virksomhedsejer, datalog og etisk hacker fortæller, hvordan man arbejder som hacker og perspektiverer det til sikkerhedsbranchen.
Kl. 13.30-13.50: Pause – netværk og kaffe
Kl. 13.50-14.50: Oplevelsen af at blive hacket
/Jan Hansen, bestyrelsesformand i Tureby-Alkestrup Vandværk, fortæller om, hvordan Tureby-Alkestrup Vandværk uden for Køge kort før jul 2024 blev ramt af et hackerangreb. I oplægget fortæller han om omstændighederne før, under og efter angrebet. Hvordan påvirkes man, når man bliver hacket, og hvilke foranstaltninger må der træffes for igen at sikre forsyningen?
Kl. 14.50-15.15: Pause – netværk og kaffe
Kl. 15.15-16.00: Hack et valg
/Carsten Schürmann, professor i computervidenskab ved IT-Universitetet i København, demonstrerer hvordan man kan hacke det amerikanske valg ved at hacke valgmaskinen.
Kl. 16: Tak for i dag
Vi tager forbehold for ændringer i programmet.