Vejledning i udførelse af midlertidige afdækninger
Baggrund for vejledningen
Glarmestrenes Døgnvagt A/S, Glarmesterlauget og SikkerhedsBranchen udgiver i fællesskab denne vejledning i udførelse af midlertidige afdækninger. Der er tale om en praksisnær vejledning i, hvordan afdækningsopgaver kan udføres på den bedst mulige måde efter professionel vurdering.
Afdækningsopgaver er ofte komplekse, og det er nødvendigt at tage højde for både arbejdsmiljø, generel personsikkerhed og den sikringsmæssige kvalitet. Denne vejledning er skrevet med henblik på at skitsere løsninger, der kan udføres i praksis og på baggrund af velkendte metoder i branchen.
Det er nødvendigt at gøre opmærksom på, at de skitserede løsninger ikke nødvendigvis efterlever kravene til afdækninger i Sikringskataloget og dermed heller ikke nødvendigvis medfører, at det fastsatte sikringsniveau opretholdes. Det er derfor afgørende, at kunden, herunder især kundens forsikringsselskab, er dokumenterbart vidende om, at afdækningen udføres på den bedst mulige måde ud fra en faglig vurdering, selvom det ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med beskrivelsen i Sikringskataloget.
Vejledningen skitserer de tre mest typiske afdækningsopgaver af glas og anviser, hvordan disse kan udføres på den mest sikre måde med den bedste kvalitet og derved også med den bedst mulige efterfølgende sikring.
God arbejdslyst!
Sikkerhedsafdækning
Afdækning hvor glasset er revnet, men der ikke er hul i glasset, typisk efter stenslag og ved enkelte revner i glasset.
Afdækningens formål:
Sikkerhedsafdækninger skal sikre mod, at personer kan komme til at skære sig der, hvor glasset er revnet.
Afdækningerne medfører ikke en forøget styrke til det beskadigede glas, men sikrer blot, at personer ikke kan skære sig på glassets revner.
Udførelse:
Afdækningerne kan udføres ved, at revnerne tapes over, at der monteres sikkerhedsfilm eller ved, at der limes et stykke afdækningsglas over revnerne. Anvendes afdækningsglas skal kanterne tapes over, så der ikke er skarpe kanter.
Ved afdækningen kontrolleres der for løse og løstsiddende skår. Er der løstsiddende skår fjernes disse, og ruden afdækkes som beskrevet under ”Afdækning af ødelagte/brudte ruder – uden krav til sikring”. Hvis muligt, skal risikoen for personskade både forebygges indvendigt og udvendigt.
Afdækning af ødelagte/brudte ruder – uden krav til sikring
Afdækning hvor glasset er ødelagt/brudt, og der er hul gennem glasset. I termoruder kan der være hul gennem et eller flere lag glas.
Afdækningens formål:
Afdækningen skal sikre mod, at regnvand, blæst, sne og lignende trænger ind i bygningen.
Ligeledes skal afdækningen sikre mod personskade. Sikring mod personskade sker ved, at løse og løstsiddende glas fjernes eller på anden måde sikres, så de ikke kan falde ned. Afdækningen har desuden et sikringsmæssigt formål, idet der herved opretholdes en grad af sikring mod genindbrud.
Udførelse:
Afdækningen udføres ved, at alle løse og løstsiddende skår fjernes fra ruden. Herefter kan der limes et stykke glas på den beskadigede rude. Afdækningsglasset skal dække hele det gennembrudte område, og være så stort, at der kan opnås god vedhæftning på den oprindelige rude.
Afdækningsglasset limes på med en egnet lim, fx montagelim (ikke akrylfuge og lignende). Limen påføres i lodrette striber. Mindre løstsiddende skår, der ikke kan fjernes, limes fast til afdækningsglasset. Afdækningsglasset holdes mindst 50 mm fra rudens kant således, at demontering af lister er muligt, når ruden skal skiftes.
Afdækningsglassets kanter tapes over, ligesom alle revner i ruden tapes over. Det sikrer mod, at personer kan skære sig på ruden eller afdækningen.
Vurderes ruden så ødelagt, at det ikke er forsvarligt at lime afdækningsglas på denne, monteres en erstatningsrude. Erstatningsruden kan monteres med andre lister end de oprindelige. Erstatningslister skal være mindst 80 % af de oprindelige listers længde.
Erstatningsruder og afdækningsglas skal være mindst 4 mm tykt floatglas (nominel tykkelse).
I stedet for afdækningsglas eller erstatningsruder kan der anvendes krydsfiner af mindst 12 mm nominel tykkelse.
Krydsfineren må kun skrues i ramme/karm, hvis det vurderes, at vinduet er så medtaget, at en total udskiftning er nødvendig. Hvis ikke en total udskiftning er nødvendig, kan der anvendes tværstillede lægter til at skrue i.
Ruder uden krav til sikring, kan typisk kendes ved at være anvendt i almindelige villaer, mindre værksteder, dagligvarebutikker og lignende.
Ruderne kan kendes ved, at de er opbygget med floatglas eller hærdet glas, eller de består af tynde laminerede glas (6 mm).
Afdækning af sikringsruder
Afdækningens formål:
Afdækningen skal sikre mod, at regnvand, blæst, sne og lignende ikke trænger ind i bygningen.
Derudover skal afdækningen sikre, at der opretholdes en grad af sikring mod genindbrud. Afdækningen kan ikke stå i stedet for den beskadigede sikringsrude, og kan ikke opretholde samme sikringsniveau.
Afdækningen skal også sikre mod personskade. Sikring mod personskade sker ved, at løse og løstsiddende glas fjernes eller på anden måde sikres, så de ikke kan falde ned. Alle revner tapes over.
Udførelse:
Afdækning af ødelagte/brudte sikringsruder skal udelukkende ske med krydsfinerplader. Pladerne skal være minimum 15 mm nominel tykkelse.
Før afdækningen påbegyndes, skal det vurderes, om den beskadigede rude udgør en fare for personskade, hvis den bliver siddende. Udgør ruden en fare for personskade, skal den fjernes før afdækningen udføres.
Krydsfineren må kun skrues i ramme/karm, hvis det vurderes, at vinduer er så medtaget, at en total udskiftning er nødvendig. Skruerne placeres med cirka 250 mm mellemrum.
Vær opmærksom på, at det er uden effekt at montere spånskruer i aluminiumskarme, og der derfor skal anvendes tværstillede lægter ved vinduer af aluminium.
Hvis ikke en total udskiftning af hele vinduet er nødvendig, eller vinduet er uegnet til at skrue i, for eksempel aluminiums- eller stålkarme, anvendes tværstillede T1 taglægter til at skrue i. De tværstillede lægter monteres indvendigt, for hver cirka 400 mm og danner skruefast underlag.
Lægterne monteres så de spænder kortest muligt over vinduet. Der skal så vidt muligt placeres lægter langs krydsfinerens kanter og ved samling af flere krydsfinerplader. Der skal anvendes egnede spånskruer, som har tilstrækkelig længde til at få godt hold i lægtet. Skruerne placeres med cirka 250 mm mellemrum.
Sådan genkendes sikringsruder:
For at sikringsruder lever op til F&P’s krav til sikringsniveau 40, 50 og 60 kræves det, at ruderne er mindst P5A jf. DS/EN356. Dermed er glassene typisk minimum 10 mm tykt lamineret glas.
I termoruder er det nok, at minimum et glaslag lever op til sikringskravet.
Vejledningen er udviklet i fællesskab mellem


Udvalget for mekanisk sikring
Udvalget for mekanisk sikring arbejder p.t. med oplæg til opdatering af Sikringskataloget og Suppleringskatalogets kapitler om hegn, mærkning, sporing og rammerne for afdækning. Desuden følger udvalget arbejdet i de to fagudvalg Lås og Terrorsikring, udviklingen af standarder samt implementeringen af CER-direktivet.
Vil du vide mere om SikkerhedsBranchens arbejde på det mekaniske område? Så læs mere om udvalget for mekanisk sikring på udvalgssiden.
Bliv medlem af SikkerhedsBranchen
Som medlem af SikkerhedsBranchen får du en unik mulighed for at påvirke og få indflydelse på din egen branche.
Du får indflydelse på branchen og kan være med til at udveksle idéer og erfaringer med andre medlemsvirksomheder i vores forskellige udvalg og arbejdsgrupper.
Du får information om lovgivning, regler og standarder og bliver opdateret med ny viden i vores medlemsnyt, webinarer og FAQ.
Du får hjælp til at tolke regler og love, håndtere sikringsfaglige udfordringer og får svar på brancherelevante spørgsmål hos sekretariatet.
